: : Forside | : : Baggrund| : : Galleri | : : Kontakt|: : Administrator
Baggrund
Om mine klassiske ikoner:
Min indfaldsvinkel til ikoner var nogle Ruslands-rejser med min mand, hvor vi besøgte adskillige ortodokse kirker. En af vore medrejsende, som havde stor viden om ikonografi, fik vakt vor interesse for ikonernes verden, og i tiden derefter lånte og købte vi bøger om ikoner og ikonografi, ligesom vi opsøgte alle de ikonudstillinger, vi kunne finde frem til - og selvfølgelig Den Russiske Kirke i Bredgade.

Vi bor i Rødovre, og i efteråret 2002 så vi i vor lokalavis en annonce om en gruppe ikon-malere, som afholdt ikon-udstilling i Rødovre Kirkes sognehus. Da vor ikonografi-kyndige rejsekammerat havde anbefalet os at holde øje med netop denne gruppes tilbagevendende udstillinger, aflagde vi besøg, og de mange smukke ikoner og den sagte kirkemusik samt mange levende lys satte os i en dejlig stemning. Da vi gik derfra, havde vi købt 2 små ikoner, som vi selvfølgelig ikke kunne få med hjem med det samme. Og heldigvis - for kort tid efter blev jeg af den ikonmaler, som havde malet vore ikoner, inviteret til at hente ikonerne i Sognegården, hvor gruppen på tiende år arbejder hver onsdag formiddag. Jeg havde ikke nogen bagtanke med under den almindelige samtale at forhøre mig om, hvor man eventuelt kunne få undervisning i ikonmaleri, men inden jeg tog hjem, havde jeg en aftale om at møde op den følgende onsdag, hvor gruppens leder og lærer ville give mig den første lektion. På den måde blev jeg medlem af gruppen, og de 3 år, jeg har været med, har givet mig adskillige dejlige oplevelser ud over den ugentlige maledag i Sognegården. Det har været spændende at få lov til at udstille egne ikoner, og det har også været dejligt at deltage i diverse kulturelle ikon-relaterede udflugter med gruppen.

Gruppen sætter i øvrigt en ære i at benytte de helt gamle metoder og opskrifter, når de maler (skriver - som det rigtigt hedder) en ikon. Der benyttes æg/tempera, d.v.s. farvepulver rørt op med æggeblomme og fortyndet med øl. Herefter bemales det optegnede motiv således, at man arbejder sig fra de mørke farver frem mod lyset ligesom i skabelsesberetningen.

Da der igennem århundreder er blevet malet ikoner, er der nok af motiver at vælge imellem.

Også legenderne og de bibelske beretninger omkring de enkelte ikoner sætter man sig ind i, så baglandet er i orden både med hensyn til det religiøse, det historiske og det geografiske.

Om "glas"-ikoner og samarbejde med billed- og glaskunstner Christina Louise:
I november 2003 deltog jeg første gang i ikonmaler-gruppens årlige udstilling i Rødovre Kirkes sognegård, og blandt de mange besøgende var billed- og glaskunstner Christina Louise, som er slægtning til min mand. Hun blev (som min mand og jeg året forinden) betaget af ikonerne og den særlige stemning, og kort tid efter foreslog hun til min forbavselse, at vi skulle lave noget sammen. Hun havde fået den idé at omfatte ikoner (som jeg skulle male/skrive) med glas. Jeg fandt hendes idé spændende, og snart efter var vi i fuld gang med samarbejdet. Det gjaldt jo om at få motivets farver og glassets farver til at spille sammen, og vi fik meget hurtigt forståelse for hinandens ønsker.

Det følgende år (2004) i december udstillede vi første gang med succes sammen i GALLERI KELLUM i St. Kongensgade. Succes'en gentog sig i samme galleri i december 2005. Og galleriet har bedt om at få nye fællesarbejder til udstilling i december i år, så vort samarbejde fortsætter foreløbig. Indimellem har vi i øvrigt udstillet sammen på KUNSTMESSEN i Odense i oktober 2005.

På Christina Louises hjemmeside www.christinalouise.com kan man læse mere om vort samarbejde og se eksempler på resultaterne heraf.